Oprindeligt havde jeg tænkt mig at skrive endnu et indlæg, hvor jeg nok engang gennemgik et af Krasniks deadline interviews. Interviewet, som jeg havde tænkt mig at gennemgå, var med Inger Støjberg, og omhandlede den nye regerings stramninger på asylområdet. Men jeg følte ikke rigtig at der var nok stof i interviewet til at retfærdiggøre en fuld gennemgang. Derudover, så var det formentlig meget mere interessant at skrive om asylpolitikken generelt, fremfor at lade Krasniks interviewstil stjæle al fokus. Plus, at det efterhånden er blevet noget trættende at vade rundt i de samme pointer igen og igen. Hvis ikke I på nuværende tidspunkt allerede er overbevist om at Krasnik er uærlig i sine interviews, så kommer jeg nok ikke til at overbevise jer. Så jeg vil i stedet bruge lejligheden til at opsummere konklusionen på min gennemgang af Krasniks journalistik.
Hvad er det så helt konkret jeg ønsker at I skal konkludere? Først og fremmest ønsker jeg at gøre jer opmærksom på, hvor let man bliver manipuleret som seer, når man bliver præsenteret for et interview, der er udført vha. Krasniks metodik. Jeg så gerne at I – uanset om I er enige med Krasnik i det konkrete scenarie eller ej – er kritiske overfor hvordan interviewet er designet til at forme seernes mening omkring det aktuelle emne. Og så håber jeg at I nu er klar over at journalister også kan være bevidst uærlige.
Er jeg unfair overfor Krasnik? Man kunne argumentere for at Krasnik blot påtager sig rollen som moddebattør og derved adopterer de argumenter og meninger, der er associeret med synspunktet i opposition til det den interviewede står for. Fordi Krasnik netop gentager tidligere argumenter, omend mere velunderbygget end normalt, så kan man ikke anklage ham for at være uærlig, da han blot gentager et uærligt argument. Og fordi argumenterne er kendt, så er det rimeligt at forvente at den interviewede kan svare på hans spørgsmål; og hvis han/hun ikke kan det, så er det udelukkende fordi vedkommende er inkompetent.
Det er på mange måder rigtigt at Krasnik blot genbruger gamle argumenter, og at nogle af disse argumenter essentielt set er uærlige i sig selv. F.eks., den mest almindelige måde hvorpå man ser islamkritikere som Lars Hedegaard blive morargumenteret, er ved et forsøg på at tillægge dem ekstreme synspunkter og miskreditere deres person – dvs. essentielt set vha. uærlige argumenter. Krasnik tager egentlig bare disse argumenter og gentager dem. Man kunne også spørge om det ville have ændret noget, hvis Krasnik havde indledt alle sine spørgsmål med "der er dem der påstår at..." eller "nogen siger at...", hvilket f.eks. Mehdi Hassan tit gør i "Head to Head" på Al Jazeera. På denne måde kunne han dermed eksplicit distancerer sig selv personligt fra interviewet. Omvendt kan det dog også hurtigt blive trættende at høre på.
For mig er det afgørende dog at journalister er tro mod sandheden frem for alt. Selvom du blot gentager et uærligt argument, så fremsætter du altså stadig et uærligt argument. Det kunne jeg måske tilgive, hvis du så samtidig gjorde en indsats for at gøre dette aspekt klart overfor seerne – det gør Krasnik bare ikke.
Hvad angår forventningen om at det er den interviewedes eget ansvar at kunne svare på alle spørgsmålene, så mener jeg, at jeg har understreget undervejs i min gennemgang, at det absolut ikke er let under de omstændigheder, som Krasnik stiller op for interviewet. Og stadig: Jeg mener at journalisten har et ansvar for at repræsentere emnet fair overfor seerne – specielt når det kommer til faktuelle påstande. Hvis folk får en helt forkert opfattelse af en given problematik efter at have set dit interview, så bør alle alarmklokker ringe. Det vigtigste for en journalist må og skal være at fortælle sandheden.
Man bør dog ikke konkludere på baggrund af min gennemgang, at man derfor trygt kan ignorere alt hvad Krasnik siger, eller at hans interviews derfor altid er noget lort. Dette er ikke tilfældet. Hans interviews med f.eks. Pia Kjærsgaard omkring hendes hykleri i tørklædedebatten, eller med Morten Bødskov omkring regeringens offentlighedslov, er begge fremragende interviews. Men de adskiller sig også ved at Krasnik i disse interviews ikke forsøger at underbygge sine argumenter med "fakta". I stedet angriber han udelukkende modpartens argumenter ud fra almen logik.
Så hvorfor tror jeg at Krasnik er så uærlig i sine interviews? Mit gæt er at han går mest op i at se sig selv vinde debatten, fremfor at oplyse sine seere. Der er ingen tvivl om at han virkelig hader når politikerne svarer udenom, og at han derfor formentlig mener at de fortjener at komme ned med nakken.
Men Krasnik er blind overfor den skade han selv gør på den offentlige debat. Den politiske diskurs trænger desperat til en mere ærlig debat – ikke at politikerne bliver jordet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar